• Salget af høreapparater løfter GN Store Nords omsætning

    ソース: BDK Finans / 02 5 2024 01:14:59   America/New_York

    Selskabet GN Store Nord, der sælger høretelefoner og høreapparater, igangsatte sidste år en strømlining af forretningen, der betød, at den ikke længere skulle operere som to opdelte divisioner. Torsdag morgen har selskabet for første gang præsenteret sit regnskab som én samlet enhed, og det viser, at projektet er kommet godt i gang. Omsætningen, der særligt er hjulpet på vej af salget af høreapparater, er blevet løftet til godt 4,3 milliarder kroner i første kvartal. Det svarer til en organisk vækst på fem procent sammenlignet med samme periode sidste år. Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder. Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage. Peter Karlstromer, topchef i GN Store Nord, er godt tilfreds med den start, selskabets transformation har fået. - Resultaterne i første kvartal viser, at vi er på rette spor med transformationen af GN, siger han i regnskabet. Han har særligt noteret sig, at selskabets Hearing-afdeling, hvor høreapparaterne hører til, fortsætter med at have momentum. Mens salget af høreapparater er gået op, står den økonomiske udvikling stille i de to afdelinger Enterprise og Gaming & Consumer, hvor den organiske vækst ramte nul. Alligevel er topchefen også her tilfreds med udviklingen. Særligt udviklingen i Gaming & Consumer var oppe imod svære sammenligningstal fra sidste år, men leverede alligevel på omsætningen, lyder det. - Det var på linje med, hvad vi havde planlagt, siger han. GN Store Nord har desuden tjent 266 millioner kroner i årets første tre måneder mod et tab på 43 millioner kroner i samme periode sidste år. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/salget-af-hoereapparater-loefter-gn-store-nords-omsaetning
シェアする